Oplever du, at det kan være svært at være vedholdende og nå de mål, som du sætter dig for? Så kan der være noget afgørende i din måde at sætte mål på, der spænder ben for dig…
Har du f.eks. prøvet at ville spise mindre sukker, og oplever du, at det er gået rigtig godt måske de første 1-3 uger, hvorpå du spiser et stykke kage til en kollegas reception, og det så bare føles som en kæmpe fiasko, og så kunne det også bare være lige meget?!
Eller måske havde du et mål om at træne et bestemt antal gange om ugen, men så kom sygdom, travlhed eller andre forpligtelser i vejen, og du følte, at det hele faldt fra hinanden.
Lyder det bekendt? Så er du måske røget i alt-eller-intet-fælden.
Enten gør du det perfekt, og ellers kan det være lige meget. Problemet er bare, at det er umuligt eller meget vanskeligt at opretholde et alt-eller-intet-mål på længere sigt…
ALT-eller-INTET mindsetfælden
Der vil altid være uforudsete ting, der gør, at du ikke kan overholde en stram, idealistisk plan på længere sigt. Når du sætter mål, der kun fungerer under perfekte forhold, skaber du næsten uundgåeligt en følelse af fiasko, når noget går galt.
- Der vil være uger, hvor det ikke er muligt at komme ned og træne de antal gange, som du har sat dig for.
- Der vil være uger, hvor du har markant mere at se til, der gør, at du måske ikke har samme overskud til at lave sund mad.
- Der vil være uger, hvor dine børn er syge, og du måske ikke får nået det, du havde tænkt dig.
Små afvigelser føles som store nederlag, og perfektion bliver pludselig vigtigere end fremgang. Skal du så bare droppe dine mål, når det ikke lige lykkes?
Hvis du går til dine mål med visionen om, at det skal være perfekt første gang, du prøver, eller at det skal være et bestemt antal gange om ugen/dagen, at du gør noget, så kan det være virkelig op ad bakke at nå dine mål.
Sådan sætter du bæredygtige mål
Hvordan ville det være, hvis du gik til dine mål med en tilgang om, at du vil gøre dit bedste, og når du støder ind i udfordringer eller ”træder” ved siden af, så fortsætter du blot igen den næste dag?
Hvordan ville det være, hvis du gik til dine mål med en tilgang om at tillade dig selv at prøve noget nyt af mange gange, også selvom det ikke altid lige lykkes, som du havde håbet på?
Du kan nå virkelig meget over et år, hvis du sætter dig mål om vedholdenhed frem for perfektion.
Se det her som en invitation til at gå til dine mål i 2025 med en tilgang, der faktisk støtter op om forandring.
For forandringer tager tid at implementere i dit liv.
Jeg ønsker dig en dejlig start på 2025!
Bedste hilsner,
Zinaida