Tvangstanker ved OCD (obsessiv-kompulsiv lidelse) er påtrængende, aldeles uønskede og gentagne tanker, billeder eller impulser, der skaber angst eller ubehag. Tankerne varierer fra person til person, men kan f.eks. indeholde følgende:

Frygt for kontaminering/smitte

  • Tanker som: “Hvis jeg rører ved dørhåndtaget, bliver jeg smittet med en farlig sygdom.”
  • Billeder af bakterier, der spreder sig på huden.
  • Bekymringer som: “Hvis jeg ikke vasker hænder grundigt, kan jeg overføre noget farligt til min familie.”

Tvivl og behov for sikkerhed

  • Tanker som: “Låste jeg døren? Hvad hvis nogen bryder ind?”
  • Impulser til at kontrollere komfuret gentagne gange med tanken: “Hvis det ikke er slukket, kan huset brænde ned.”
  • Følelse af usikkerhed omkring små detaljer, fx “Tændte jeg lyset på badeværelset?”
  • Tvivl omkring valg: ”Har jeg valgt den rigtige partner?”

Aggressive eller voldelige tanker

  • Frygt for at skade nogen med tanker som: “Hvad hvis jeg mister kontrollen og skubber en fremmed ud foran et tog?”
  • Uønskede billeder af at råbe noget voldsomt eller fornærmende i en offentlig sammenhæng.
  • Tanker som: “Hvad hvis jeg pludselig gør nogen ondt, selvom jeg ikke vil?”

Seksuelle tvangstanker

  • Tanker som: “Hvad hvis jeg får upassende tanker om nogen i min familie?”
  • Billeder af situationer, der er moralsk forkastelige, fx “Hvad hvis jeg begår en ulovlig seksuel handling?”
  • Frygt for at tænke på dyr, familiemedlemmer eller børn på en upassende måde, selvom man ved, det strider imod ens værdier og at man ved tankerne er særdeles uønskede.

Katastrofetanker

  • Tanker som: “Hvis jeg ikke tjekker vejrprognosen igen, kan en storm måske ødelægge mit hus.”
  • Bekymringer om familie, fx: “Hvis jeg ikke siger farvel tre gange, sker der noget med dem.”
  • Impulser til at udføre ritualer for at forhindre ulykker, fx “Jeg skal tælle til 10, ellers kan nogen dø.”

 Eksistentielle eller filosofiske tvangstanker

  • Tanker som: “Hvordan kan jeg være sikker på, at verden er ægte?”
  • Overdreven grublen over spørgsmål som: “Hvad hvis jeg aldrig finder meningen med livet?”
  • Bekymringer om virkelighedsfornemmelse, fx “Hvad hvis alt, jeg oplever, bare er en illusion?”

Tvangstanker om sundhed

  • Tanker som: “Hvad hvis denne hovedpine er tegn på en hjernesvulst?”
  • Frygt for kropslige symptomer med tanker som: “Min hjertebanken betyder, at jeg har en alvorlig hjertesygdom.”
  • Impulser til at søge konstant forsikring fra læger eller på nettet om, at man er rask.

Hvordan kan OCD behandles?

I metakognitiv terapi fokuserer man ikke på indholdet af tvangstankerne eller på at forsøge at ændre eller eliminere dem. I stedet arbejder man med at ændre måden, du forholder dig til tvangstankerne på.

Målet er at reducere den tid og opmærksomhed, du bruger på tvangstankerne, samt at bryde de strategier, der vedligeholder dem, som fx at udføre ritualer eller søge forsikringer.

I et metakognitivt forløb lærer du at:

  • Genkende tvangstanker som tanker og ikke som trusler. Tankerne i sig selv er ikke farlige, og man behøver ikke handle på dem eller bruge tid på at tænke videre over dem.
  • Lade tankerne være uden at engagere sig i dem. I stedet for at reagere med ritualer eller forsøg på tankeundertrykkelse lærer du at lade tankerne passe sig selv, og gå videre med din dag. Ligesom hvis du ikke tager et telefonopkald – men i stedet lader telefonen ringe ud af sig selv.
  • Styrke tilliden til din evne til at håndtere usikkerhed, tvivl og ubehag. Du lærer, at du godt kan slippe tanker mens du mærker tvivl, ubehag eller usikkerhed omkring dem. Du lærer at stole på dig selv og din egen kontrol over dit sind. At det er dig der vælger, hvad du bruger tid på – ikke tilfældige tanker, der dukker op.

Denne tilgang skaber frihed fra tvangstanker og reducerer og fjerner angst, da man ikke længere fodrer tankerne med opmærksomhed og handlinger, der forstærker dem. Hvis du oplever OCD, kan metakognitiv terapi hjælpe dig med at opnå kontrol over dine tanker og leve et liv uden, at de forstyrrer dig.

Jeg synes ikke du er skør og du kan ikke overraske eller forarge mig med indholdet af dine tvangstanker

Jeg ved at tvangstankerne er uønskede, og at det du allerhelst vil var aldrig at skulle bruge tid på dem igen. Mange med OCD skammer sig så meget over deres tanker, at jeg er den første person, som de har delt dem med. Jeg har dyb respekt for, hvad tager at tage kontakt til en psykolog, og det er virkelig vigtigt for mig at understrege, at det er muligt at komme ud på den anden side af OCD’en, og lære hvordan du træder ud af de mønstre, der vedligeholder den og reduceret de overbevisninger, der holder den i gang.

Jeg synes ikke, at du er skør, fordi jeg ved hvilke overbevisninger, og uhensigtsmæssige tanke- og handlemønstre, der fastholder og vedligeholder OCD’en.

Bedste hilsner,

Zinaida