OCD er en forkortelse for obsessive-compulsive disorder. Dvs. at lidelsen består af tvangstanker og/eller tvangshandlinger (særlige ritualer man er overbevist om, at man skal gøre for at fjerne ubehaget eller undgå noget ubehageligt sker).

Tvangstanker er altid meget ubehagelige og uønskede

De er centreret omkring ubehageligt eller væmmeligt indhold, og det er helt normalt, når du har OCD, at have tvangstanker med voldeligt eller seksuelt indhold eller frygtelige scenarier.

For de fleste opstår OCD i barndommen/ungdomsårene før man fylder 25 år, men for 20 % kan det opstå senere i livet.

Det folk oftest ser udefra, når de kender en med OCD, er tvangshandlingerne eller ritualerne, som vedkommende udfører

Tvangshandlingerne kan både være synlige:

  • Tage tøj af og på på bestemte måder, røre sit glas på en bestemt måde inden man tager en tår vand, kun bruge bestemt tøj, undgå at røre stregerne mellem fliserne, gentage bestemte ting på bestemte tider i bestemt rækkefølge, undgå at røre visse genstande eller udføre vaskeritualer eller renselsesritualer efter bestemte situationer eller lignende.

Eller usynlige:

  • Tælle, gentage ord/sætninger inden i hovedet, neutralisere negative tanker ved bestemte tankeritualer eller lignende.

Tvangshandlinger kan gennem en dag være meget omstændelige og tage meget lang tid.  Udefra kan det virke lidt absurd, for det kunne de jo ”bare” lade være med at gå så meget op i, og ”bare” stoppe med?

Hvis det var noget som var så enkelt – så ville der ikke være nogen, der led af tvangshandlinger.

OCD er ikke det samme som dig, der godt kan lide at der er rent og ordentligt i dit hjem inden du går i seng

Tvangshandlingerne føles netop som noget, man føler man bliver tvunget til at gøre. Enten for at fjerne det voldsomme ubehag man kan have eller fordi man vil forsøge at undgå at frygtelige ting sker.

Enten udfører man tvangshandlingerne/ritualerne fordi man har en stærk overbevisning, der føles meget sand, om at:

  • Hvis jeg ikke gør det, vil ubehaget/angsten aldrig stoppe eller blive værre.
  • Hvis jeg ikke gør det, vil der ske noget frygteligt.
  • Hvis jeg ikke gør det, vil jeg gøre noget frygteligt.
  • Hvis jeg ikke gør det, vil objektet smitte mig eller min familie.

Disse overbevisninger er særlige for OCD og gør at ens negative tanker pludselig føles meget farlige – som om at de kan skade en selv eller andre, eller få en til at gøre noget frygteligt.

Oveni disse overbevisninger er overbevisningen om ikke at have nogen kontrol over sine bekymringer og hvor meget tid, man bruger på tvangstanken.

Hvis du har OCD og bebrejder dig selv, at du ikke ”bare” stopper med tvangshandlingerne eller med at bruge tid på dine tvangshandlinger – så er det bl.a. disse overbevisninger, der virker særligt fastholdende.

OCD kan behandles og er ikke noget du behøver at skulle kæmpe med livet igennem. Når du lærer, hvordan du stopper med at bruge tid på dine tvangstanker og vi sammen udfordrer dine overbevisninger om at tankerne er farlige, så vil du opleve at kunne blive fri af OCD.

Bedste hilsner,

Zinaida