”Jeg er ikke noget værd.”
”Jeg er utilstrækkelig.”
”Jeg er uelskelig.”
”Jeg er inkompetent.”
”Jeg er ligegyldig.”
Kæmper du med lavt selvværd, kan du sikkert genkende en eller flere af disse slags tanker. Du genkender sikkert også, hvordan det kan være rigtig svært at stoppe op i de selvkritiske tanker, når de først fylder hos dig.
Lavt selvværd påvirkes af, hvordan du tænker om dig selv, og hvordan du behandler dig selv
Jo mere tid du bruger på dine selvkritiske tanker – des mere sande og vigtige vil de føles. Samtidigt vil du også få flere og flere af dem.
Når dine selvkritiske tanker føles sande og de fylder meget, kan det også påvirke, hvordan du behandler dig selv. Hvis det føles sandt, at du ikke er noget værd, kan du hurtigt komme til at behandle dig selv, som om at det passer.
Jo mere du behandler dig selv, som om, at du ikke er noget værd, des mere kan du komme til at ”bekræfte” de selvkritiske tanker, da de vil føles endnu mere sande.
Lavt selvværd bliver altså vedligeholdt af en kombination af at bruge uønsket meget tid på dine selvkritiske tanker og behandle dig selv som mindre værd.
Hvilke ting ville du gøre anderledes, hvis du følte dig god nok?
Ville du:
- Holde flere pauser?
- Sige din mening mere, hvis du før har holdt dig tilbage?
- Sætte grænser privat og på dit arbejde?
- Behandle din krop kærligere (ift. søvn, motion, hvile og næring)?
- Sige ja, i de situationer, du før ikke har følt dig god nok til at sige ja til?
- Sige nej, i de situationer, du før ikke har følt dig god nok til at sige nej til?
- Gå efter dine mål og drømme, hvis du før ikke har følt dig værdig eller god nok til dem?
Så længe du behandler dig selv, som om, at du ikke er noget værd, vil det øge din følelse af lavt selvværd og mindreværd
Den gode nyhed er, at du ikke behøver med at vente på at få styr på dine selvkritiske tanker til at begynde at træde ud af det negative mønster.
Hvordan gør man det: Begynd at behandle dig selv, som du ville, hvis du ikke troede på dine selvkritiske tanker.
Hvordan ville du handle, hvis du ikke troede på, at du er uelskelig, mindre værd, ligegyldig, inkompetent eller utilstrækkelig?
Eksperimenter med at opdage de negative tanker, lade dem være, og gør de ting, som du ville gøre, hvis de selvkritiske tanker ikke føltes sande.
Er det svært at komme i gang?
Du er altid velkommen til at kontakte mig uforpligtende til en snak om et metakognitivt terapiforløb kunne give mening for dig.
I metakognitiv terapi får du konkrete redskaber til at stoppe op i dine selvkritiske tanker, så du kan begynde at bryde det negative tankemønster. Jo mindre tid du bruger på dem, des mindre vil de fylde og over tid vil tankerne dukke mindre og mindre op. De selvkritiske tanker vil gå fra at føles sande, til uvigtige og ligegyldige tanker, du kan vælge at lade være med at bruge tid på. Dette gør det også nemmere at begynde at behandle dig selv bedre.
Læs mere om metakognitiv behandling af dårligt selvværd her
Bedste hilsner,
Zinaida Riisfeldt
Autoriseret psykolog & MCTI® registreret metakognitiv terapeut level 1 & 2